<h1>ÆLDRE</h1>

ÆLDRE

Flere og bedre muligheder til motion og aktivitet til de ældre

Forebyggende hjemmebesøg til alle, når de fylder 75 år

Små teams der sikrer at de ældre møder det samme personale

Tryghed, nærvær og fællesskab i seniorlivet

”Og hvem er du?”. Det spørgsmål stiller mange ældre, når der for gud ved hvilken gang, kommer en ny hjemmehjælper på besøg. Det er utilfredsstillende for både de ældre og for personalet. Alle er bedst tjent med, at de kender hinanden. Både fagligt og personligt.

Trygheden i ældreplejen skal skabes gennem opbygningen af små teams, hvor borgerne møder kendte ansigter hver dag. Det skal skabe nærhed, stabilitet og tryghed. Ældreplejen skal tilpasses den enkeltes individuelle behov, for ellers går vi for meget på kompromis med kvaliteten.

Alle 75-årige tilbydes forebyggende hjemmebesøg for at imødegå f.eks. ensomhed og fremme trivsel. Ensomheden er blevet en enorm udfordring for mange i samfundet, og de ældre er måske dem, der har det sværest med det. Måske har man mistet livspartneren, børnene kan bo langt væk og man er ikke selv så mobil mere. Frivillighedskoordinatorer skal skabe målrettede indsatser mod ensomhed og lettere adgang til netværk, sociale aktiviteter og fællesskaber.

”Gang i livet”, kunne man lidt populært kalde det, for flere ældre skal have mere gang i deres liv. Både i overført og fysisk betydning. Mange ældre er heldigvis fysisk aktive, men for en del kniber det. Årsagerne er sikkert forskellige, men vi skal have flere synlige tilbud, der kan få ældre til at dyrke motion, eller deltage i forskellige aktiviteter.

I en verden, der bliver mere og mere digital, skal ingen efterlades. Vi skal tilbyde nem vejledning og støtte til ældre, der ønsker at bruge digitale løsninger, og sikre, at borgerbetjeningen er tilgængelig i lokalområderne. Alle skal kunne føle sig trygge ved kontakten til kommunen – også jer der ikke synes det med computere er så nemt.