Jeg er født i Holstebro i 1972. De første 6 år af mit liv boede jeg i Struer i Vestjylland. Da min far fik tilbudt job i København, drog hele familien til Sjælland, her slog vi os ned i Glostrup.
Da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg først til Roskilde. Da jeg skulle læse til lærer på seminariet, flyttede jeg til Frederiksberg, hvor jeg boede i 8 år inden min mand og jeg flyttede til Viby Sjælland, hvor vi købte hus.
Jeg boede 10 år i Viby, fik mine børn og blev skilt. Efter et par år mødte jeg Finn. Han er fra Høng, efter lidt tid besluttede vi at forholdet kunne bære, og jeg flyttede til Høng.
Her slog vi vores familier sammen, 5 børn plus lidt ekstra bonus, og her bor jeg stadig. Vi har nu kun to børn boende hjemme.
Jeg har arbejdet 20 år i Greve Kommune. De første 13 år underviste jeg på Tune skole og var tillidsrepræsentant for mine kollegaer. De seneste 7 år har mine kollegaer i Greve valgt mig til at være formand for lærerforeningen og til at være fællestillidsrepræsentant. Det er jeg både stolt og beæret over. Det er den største tillidserklæring at blive valgt af andre til at repræsentere sig. Det er noget jeg tager meget alvorligt, jeg passer på den tillid, jeg er blevet givet.